Hvidsøm blev syet delvist efter en tegning på stoffet, altså et mønster uafhængigt af stoffets tråde – modsat dragværk, rudesyning og tællesyning. Således er hvidsøm den første af hedebosyningerne, der består både af frit broderi og talt broderi. Fordi der indgår frit broderi i syningen, nød den stor anseelse i eftertiden, især i 1900-tallets første kvartal, hvor hvidsøms kunstneriske udtryk og tidens smag gik op i en højere enhed. Hvidsøm var, beskrevet med Selskabet for Hedebosyningens Fremmes ord, “[...] den mest Yndefulde af Hedens hvide Syninger”1
Tegningerne, der dannede blade og blomster, blev først påtegnet stoffet, med “[...] en tilspidset Svovlstik eller anden lille Træpind dyppet i Blånelse”2. Herefter blev stilkene og blomsternes konturer syet med kædesting og udfyldt med fladsyning. I midten af blomsterne, der ofte var tegningens centrale motiv, syede man klare grunde omkranset med kædesting. Man lavede grundene ved at trække tråde ud af stoffet, så der stod et såkaldt net tilbage. Omkring nettets tråde blev der syet på forskellige måder. Det kunne være kastning på lige eller på skrå, det kunne være skrå korssting på den ene led eller begge leder, og det kunne være små stoppegrunde. Udover klare grunde består hvidsøm af kædesting, fladsyning, tungesting og heksesting. Da hedebosyningerne vandt frem igen i begyndelsen af 1900-tallet, blev hvidsøm også forsøgt syet, men “[...] desværre i Reglen i en noget forgrovet Form, der ikke helt kan maale sig med de gamle Broderier”, iflg. forfatteren til opslaget om hvidsøm i Berlingske Haandarbejdsbog.
