Paradoksalt nok var dette også perioden, hvor det bedre borgerskab dyrkede nationalromantikken – i kunst, i litteratur og poesi og ikke mindst i moden, bl.a. håndarbejdet. Nationalromantikken tillagde således ordet almue nostalgi, tradition og den danskhed, som vi også kender fra guldaldermalerier med grønne bakker, gyldne marker, bøgetræer, hybenbuske langs klitterne ved de danske kyster og de idylliske scenarier, hvor bønder og fiskere passer deres arbejde, og kvinderne er iført enkle, men smukt dekorerede egnsdragter. Verdensudstillingerne samt industrialiseringen hældte på hver sin måde vand på den mølle, der snurrede i de fleste lande i Europa på dette tidspunkt. I takt med at man opfandt maskiner til tekstilproduktion, fratog man mange deres arbejde, og i kølvandet på dette opstod en bevægelse, der mente, at maskinernes produkter ingen sjæl havde, at kun det håndlavede var ægte håndværk, ægte kunsthåndværk. Med verdensudstillingerne opstod konkurrencen om dels at kunne præstere det smukkeste håndværk, og dels at det blev udført på baggrund af en lang og smuk tradition. Fortidens erhverv, metoder, stilhistorie og teknikker blev dyrket – og man søgte tilbage til det sande danske.
I Berlingske Haandarbejdsbog indledes artiklen om almuebroderi således:

Almuebroderi hører til det allerfineste, som dansk Folkekunst har frembragt. De danske Bønderkvinder har ved Siden af en fremragende teknisk Dygtighed og en utrolig Flid besiddet en sikker Følelse for Forholdet mellem Materialer, Teknik og Mønster. Og dette i Forbindelse med deres dybe Kærlighed til Broderiet har skabt Arbejder af overordentlig stor Skønhed.

Denne beskrivelse viser ganske fint, ikke kun hvor vigtigt det var, at almuebroderi var af teknisk overlegenhed, men også at de kvinder, der havde skabt det, var både dygtige og flittige – endnu et ideal for perioden. Sandt kunsthåndværk blev skabt af dygtige og flittige hænder.

Almuebroderi er en samlende betegnelse for flere teknikker, motivverdener og sting. De teknikker, der i perioden betragtes som kernen i traditionelt almuebroderi, blev delt op hhv. i hvidt og kulørt broderi. Til de hvide syninger hører hedebosyning, amagersyning og falstersyning. Til det kulørte broderi hører uldbroderi, silkebroderi, blå og røde korsstingsbroderier samt sølv- og guldbroderi.

Mange af de teknikker og mønstre, der indgår i almuebroderi, er hentet fra overklassens broderier – og fra mønsterbøger, der var europæisk orienteret, hvad mode og æstetik angik, men de blev ”af Almuen omsat og omformet, saa de har faaet en udpræget dansk Karakter”, som det står beskrevet i Berlingske Haandarbejdsbog.

Dvs. vi betragter ikke nødvendigvis alle disse broderiteknikker som oprindeligt særegne danske, men som med alt håndarbejde opstår lokale præg og motiver, teknikker blandes og inspirationer fra mange steder mødes. Denne sammenblanding bliver således karakteristisk dansk i valg af motiver, materialer og farver.

Når der på museer og i tekstile samlinger findes eksempler på fx kulørt korsstingsbroderi, silkebroderi, fransk broderi syet med hørtråd og damasksyning, beskrevet som almuebroderi, handler det ofte om at placere broderiet i en bestemt tidsperiode eller om at placere broderiet i en bestemt tidsånd. I bøger og på museer strækker begrebet almuebroderi sig helt fra begyndelsen af 1800-tallet til op midt i 1900-tallet. Almuebroderi som begreb blev således dyrket og styrket både i guldalderen, i nationalromantikken og af Arts and Crafts-bevægelsen, da den under navnet skønvirke foldede sig ud i 1900-tallets første kvartal i Danmark, især i København.