Dragværk er den ældste af hedebosyningerne og den ældste af de klare teknikker. En klar teknik er en gammel term for, at man laver hul i stoffet, så lyset kan skinne (eller man kan se igennem) igennem stoffet. Alle de broderiteknikker, hvor man enten trækker tråde ud, strammer trådene sammen eller klipper hul i stoffet, er klare teknikker. De klare teknikker, også kaldet gennembrudte syninger, blev moderne i renæssancen og barokken, og mange af de senere udgaver af teknikkerne har også deres udspring der. De opstod i Italien og i Holland, og nogle af teknikkerne kom til Nordeuropa direkte fra Italien, andre rejste over Holland og fik et anderledes udtryk. I Norden, i folkebroderiet herhjemme, ser vi især de gennembrudte syninger i 1700- og 1800-tallets linnedsyning. Dragværk kender vi fra omkring 1790. Sammen med rudesyning og tællesyning udgør dragværk den første fase af hedebosyning, hvor broderiet blevet syet over talte tråde – en fase, der varer frem til omkring 1830.
Teknikken består i, at man “drager” tråde ud af stoffet, altså trækker tråde ud, og derefter syer omkring de tilbagestående tråde, også kaldet stolper. Syningen er enkel: Der kastes over de tilbagestående tråde, og i det net, der fremkommer, syes mønstre med slyngesting eller knaphulssting. Dragværk blev kombineret med kvadrathulsøm, stoppehulsøm eller slyngehulsøm. Ville man have navne på broderierne, blev de syet med korssting. Med tiden begyndte man også at kombinere dragværk med rudesyning og tællesyning, hvis motiver blev bygget op af trekanter og firkanter.
Motiverne i det tidlige dragværk var funderet i en heraldisk motivverden: Det kunne typisk være livets træ eller et skjold med årstal og navne, der udgjorde broderiets midtpunkt. Andre motiver kunne være våbenskjold, springende hjorte, fugle og løver og mytiske figurer som enhjørninger. Denne motivverden er kendt fra tekstiler helt tilbage fra 12-1300-tallet. Senere blev motiverne mere lokale, se rudesyning og tællesyning. Dragværk blev syet som udsmykning på knæduge, håndklæder, stolpestykker og pudevår. Man kaldte det “at drage hjemmet”, når man ved festlige lejligheder tog de hvide syninger frem og pyntede stuen op.
Dragværk udføres på hørlærred med hørtråd, og tråden tilpasses i tykkelsen til det stof, der skal broderes på. Når man skal sy dragværk, skal der trækkes tråde ud i stoffet. Der trækkes tråde ud både lodret og vandret, men kun lidt ad gangen. Hvis alle tråde trækkes ud fra begyndelsen, risikerer man, at trådene skrider for en. Antallet af tråde, der trækkes ud, kan varieres.
- På denne tegning er der trukket to tråde ud og ladet to tråde stå. Hvis man trækker to tråde ud og lader tre tråde stå, giver det et mere robust net, der ikke skrider så let. Til groft stof eller meget fint stof trækker man tre tråde ud og lader tre tråde stå. Ved nettet forstås de tråde, der står tilbage, som der skal broderes over. Udtrækningen af trådene foregår på vrangen og i små partier ad gangen. Det er lettest at begynde med at trække én tråd ud midt i motivet.
- Når trådene er trukket ud og om på bagsiden af broderiet, ries alle de løse ender ned med bagsting, to og to.
- Nu kastes der over alle lodrette tråde i nettet med to kast i hvert hul. Brug en nål uden spids. Det er vigtigt ikke at sy ind i stoffets tråde. Der vendes for enden af hver række med et lille sting over en enkelt tråd i stoffet.
- Når der er kastet over alle lodrette stolper i nettet, skal der laves en kantkastning. Kantningen sys fra retten med en nål med spids. Det er vigtigt at komme ind i alle stoffets tråde for at få hæftet de udtrukne tråde ordentligt. Sy fra retten over to tråde og lav fire kast i hvert hul. Fire tråde fra denne kastning har man traditionelt syet en kvadrathulsøm, der også syes hen over de løse ender på vrangen. På denne måde sikrer man, at stoffet ikke trævler op.
- Når der er kastet over trådene på den ene led, kan man gå i gang med mønstersyning. Mønstrene har i den senere periode traditionelt været stjerner, fugle, heste, løver og vaser med blomster. Her vises, hvordan man laver mønsterudfyldning med slyngesting. Der findes andre sting til mønsterudfyldning. Mønstersyning syes med en nål uden spids, og motiverne syes i vandrette rækker. Slyngestinget syes ved at lave en kastning over den øverste stolpe i det kvadrat eller nethul, der skal udfyldes. Derefter går man bagom og ind i nethullet på den stolpe, der ligger til højre; stinget skal ligge imellem de to slyngninger, der allerede er syet. Nu går man ned til den nederste vandrette stolpe og syr samme sting udefra og ind i nethullet; nålen ligger over tråden, og til sidst tager man samme sting i den venstre stolpe. Slyngestinget afsluttes ved, at man fører nålen under det første sting i den øverste stolpe og slynger rundt om den øverste stolpe med et kastesting videre til det næste nethul.
- Berlingske Haandarbejdsbog, bind 1, 1950.
- Gudrun Andresen, Danske bondesyninger på lærred. Borgens forlag, 1981
- www.hedebosyning.dk