Korssting er et grundsting, der er blevet syet alle dage og i alle dele af verden. Det enkle kryds, et oversting og et understing, har sandsynligvis været med til at gøre det til det mest udbredte sting i verden. Qua sin lange historie og udbredelse i alle dele af verden, har det været syet på forskellige måder før det nåede den faste eller ensartede syning af stingene som vi bruger i dag. Stinget kan stå alene, i grupper, i små motiver eller dække hele bunden. Korsstinget kan syes med uld, bomuld, silke, hør og strå. Og på lige så mange forskellige grunde. Det indgår i adskillige broderiteknikker og motivverdner og derfor har korsstinget en mangfoldig historie. Et fællestræk er et geometrisk og/eller stiliseret udtryk. Frem til midten af 1500-tallet var denne, og andre, broderiteknikker forbeholdt kirken og samfundets højere sociale lag, og teknikken udførtes af professionelle brodører eller adlens damer – de der havde råd og tid til at udføre kostbare og komplicerede broderier.
Men herefter, midt/slut 1500-tallet bredte teknikken sig til alle samfundslag og blev hurtigt meget populær. Og foruden lokale motiver, kopierede man mange af de farver, motiver og mønstre der gennem oversøisk handel, korstoge og maurernes indtog på den spanske halvø, strømmende ind over og op gennem Europa.
Men selvom korstinget er gammelt er det måske et af de mest nutidigt genkendelige sting, faktisk det sting som langt de fleste forbinder med broderi. Og det skyldes selvfølgelig flere ting, men ikke mindst Clara Wæver (s.d.) og senere Håndarbejdes Fremme(s.d.), en forening der gennem de sidste har båret det sidste af broderitraditionen herhjemme, med ønsket om at bevare og fremme håndarbejde i Danmark. Håndarbejdets fremme har hovedsagligt fokuseret på korssting, og derfor er det korsstinget som de fleste har lært, kender fra arvede duge og som man finder hvis man går i en butik for at købe broderigarn – og kits.
Kærligheden til korstinget hænger unægtelig sammen med den mode der opstod omkring eller hvidsyning i midt og slut 1800-tallet og som fortsatte ind i 1900-tallet. Disse teknikker er også, som korssting, broderi over talte tråde, men teknikkerne er mere komplicerede i kraft af mange vekslende sting og et vist krav til personlig kreativitet i udvikling af motivet. Broderi tager ganske vist tid, men omkring 1900-tallet er ideen om at broderi er noget alle skal kunne og lære særlig stærk, - det bliver en del af dannelsen af unge piger, som især borgerskabet bruger meget tid på, mange velgørende kommitter og skoler dannes for at give unge kvinder (ud)dannelse og mulighed for en lille indkomst ved siden af husholdningen. Eller som en nødvendig egenskab i deres arbejde som tjenestepige. De unge piger bliver også undervist i stilhistorie, hos Clara Wæver (s.d.), i Boden (s.d.) eller hos Kunstflidsforeningen (s.d.) men korstinget er lettere at gå til og brodeributikkerne omkring 1900-tallet engagerer flere af datidens anerkendte kunstnerne til at tegne mønstre man kan sy efter, så man også er sikker på at motivet ville passe ind i den gode smag.
Korsstingets udtryk ændrede sig fra at være motiver der udfyldte hele grunden, til fx. at være et enkelt motiv i midten af en ellers hvid grund. Hvidsyningsmoden har sandsynligvis påvirket dette skift, de politiske omstændigheder der i første omgang fik os til at vende blikket mod det danske og dyrke det, udad tabes indad vindes, blussede op igen i 1900-tallet. Og de tyske berlinerbroderier (s.d.) som de hed, populære broderi-kit til fx. små tasker og puder, blev skiftet ud med danske broderikit. Her dyrkede vi hvidsyningen og senere andre æstetiske strømninger. Den japanske bølge der rullede ind over os, i 1950’erne, satte selvfølgelig også sit præg på håndarbejde, ikke kun møbler og vævede tekstiler. Her blev det fx. designs som Gerda Bengtssons (s.d.), maler, væver og broderitegner, der gjorde Håndarbejdets fremme populært.
Korssting syes på stof, hvor trådene let kan tælles, så alle sting får samme størrelse og form. Dette stof kan være stramaj, hvor man altid dækker hele stoffet, og man derfor må sy med en tråd, der er tyk nok til at dække bundstoffet, f.eks uldgarn. Det kan også syes på ligetrådet hørlærred, hvor man ikke behøver dække stoffet, men man kan lave enkeltstående motiver eller mønstre. Korsstinget består af et understing og et oversting, der syes over et kvadrat i stoffets tråde. Alle understing er syet i samme retning – fra nederste venstre hjørne til øverste højre hjørne – og alle oversting syes i den modsatte retning. Hvis man broderer på et stykke almindeligt stof og følger stoffets tråde, vil korsstinget formentlig ikke blive kvadratisk, men rektangulært. Det kan have sin egen charme, at stingene bliver uregelmæssige.
- Sy den første række understing ved at komme op med nålen i nederste venstre hjørne og stik ned i øverste højre hjørne. nålen føres lodret under f.eks. to tråde
- På tilbagevejen syr man overstingene fra nederste højre hjørne til øverste venstre hjørne
- Alle sting på bagsiden er lodrette
- Når man skal ned til næste række stikker man under fire tråde og begynder forfra som på første tegning
- Hvis man syer lodrette rækker oppefra og ned mod en selv, eller enkelte sting, syes hvert sting færdigt for sig
- På denne måde bliver alle sting på bagsiden lodrette, dette er vigtigt for, at broderiet ikke trækker skævt
Billedet til venstre viser en korsstingsbroderet stol fra riddersalen på Rosenborg slot. Stolesædet er broderet af enkedronning Charlotte Amalie (1650-1714) og hendes hofdamer. Stolen er udført af Kong Frederiks d. 4s snedker Johan Weys.
Frem til midten af 1500-tallet var denne og andre broderiteknikker forbeholdt kirken og samfundets højere sociale lag, og teknikken udførtes af professionelle broderere eller adlens damer – de, der havde råd og tid til at udføre kostbare og tidskrævende broderier. Men fra sidste halvdel af 1500-tallet bredte teknikken sig til alle samfundslag og blev hurtigt meget populær. Foruden anvendelsen af lokale motiver, kopierede man mange af de farver, motiver og mønstre, der gennem oversøisk handel, korstoge og maurernes indtog på den spanske halvø, strømmede ind over og op gennem Europa.
- Berlingske Haandarbejdsbog bind 2, 1950