Tællesyningens motivverden var geometrisk, og karakteristisk var især stjerner, trekanter og kvadrater på skrå. I kombination med dragværk og rudesyning bestod motiverne også at stiliserede træer, blomster og dyr. Tællesyning blev syet på de samme tekstiler som de andre hedebosyninger: skjorter, særke, mellemværker på pudevår, borter på pyntehåndklæder, knæduge og på stolpestykker.

Tællesyning formodes at stamme fra Italien, hvor den bærer navnet punto reale(det kongelige sting), og er at finde i nogle af de italienske kniplingssyninger, som vi i sin senere form kender under navnet reticella. I reticellaen finder vi også de mønstre, som efterfølgende er blevet karakteristiske for tællesyning i folkebroderiet, fx hedebostjernen, trekanter og kvadrater.

I amagersyningen kaldtes tællesyning for platwerk – et navn der, ganske forvirrende, i nogle sammenhænge og kredse, er blevet både synonym for alle former for talt fladsyning, og samtidig er navnet for noget helt bestemt – præcis som tællesyning. Også på Lyø har tællesyning været en del af det traditionelle folkebroderi. Udtrykket var anderledes, da de kombinerede tællesyningen med røde og blå korssting samt hulsømme og snørehuller.