Stingets skrå linjer i tællesyning kan omkranse forskellige figurer i en mønsterflade. Linjerne eller båndet, som de også kaldes, kan danne kvadrater på spids eller zigzaglinjer. Båndene består af halve korssting, og man skal være ekstra opmærksom, når man laver vendingerne. Her syes først det midterste sting, derefter det første og så det sidste sting i rækken. Sytøjet vender hele tiden således, at båndet går skråt op til højre side. Tegningerne nedenfor skulle gerne hjælpe til at lave de fine vendinger.
Vejledning
- Begynd båndet i en spids, sy tre halve korssting, fx over to gange to tråde eller tre gange tre tråde. Man syr nedefra og opefter. Når de første tre sting er syet, stikker man nålen vandret mod venstre og kommer op i toppen af det første sting.
- Når man nærmer sig toppen af rækken, trapper man båndet af således, at de ender med en lodret kant. Det øverste sting afsluttes, og man kommer op med nålen i toppen af det midterste sting.
- Vend sytøjet og sy det midterste sting. Stik frem til toppen af det sting længst til venstre og sy et sting.
- Nu vendes nålen mod højre, og det sidste sting i denne række syes.
- Nålen stikkes igen vandret frem til toppen af det første sting i rækken.
- Man kan nu sy videre med en ny række skråsting.
Litteraturhenvisninger
- Berlingske Haandarbejdsbog, bind 3, 1950
- Tællesyning II, Haandarbejdets Fremme, Gertie Wandel, Edith Hansen og Ingrid Hansen, Høst og søn, 1969
Sprog
DK
Båndet, skrå bånd