Damasksyning er ikke en specifik syning eller en klart defineret broderiteknik. Man kalder hvide syninger med mange broderede bunde for damasksyning. Damasksyning har således haft sin storhedstid helt fra 1500-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet og har af den grund haft mange forskellige æstetiske udtryk i sin motivverden. Damasksyning har sit afsæt i renæssancens hvide broderier og har siden adopteret den overdrevne svungne streg fra barokken med dens store udbredte blade, tykke snoede stængler og frodige, fantasifulde blomster. Som det hvide renæssancebroderi og det senere danske hvide broderi blev damasksyning i reglen syet hvidt i hvidt. Karakteristisk for alle tidsperioder er, at de mange syede bunde, der ligger oven på stoffet, giver dels en enorm tyngde og dels et eksklusivt, næsten overdådigt præg. Også karakteriserende er, at de mange sting i bundene syedes i alle mulige forskellige retninger for at efterligne de vævede tekstiler, de i sidste ende var inspireret af. De mange retninger i trådene fanger lyset og giver overfladen et lys/skyggespil, som det kendes fra damaskvævede stoffer.
Navnet damasksyning har vi hentet fra tysk, hvor syningen blev opkaldt efter dens oprindelsessted. Damasktekstiler kom nemlig til Vesteuropa fra Syriens hovedstad Damaskus, hvor de dyrebare damaskstoffer oprindeligt blev vævet, først i uld og silke, senere også i hør og bomuld. Med jacquardvævens opfindelse i 1804 spredte produktionen sig, og byen Lyon i Frankrig blev især kendt for sine vævede damask- og brokadetekstiler.
Foruden at blive flittigt brugt af kirken, blev damasksyning brugt i velhavende husholdninger på sengelinned og til beklædning som herreveste, manchetter, børnetøj samt skørter og kraver. Damasksyning indgår ofte i kombination med andre teknikker, særlig kniplingssyning, hvor kniplinger har afsluttet fx et broderet stykke linned.
I Danmark blev det også brugt blandt det højere borgerskab, men uden at have fået et eget dansk navn, deraf overtagelsen af damasksyning fra tysk. I begyndelsen af 1900-tallet, i blandt andet Berlingske Haandarbejdsbog, bliver damasksyning sammenlignet med, ja faktisk kaldt, falstersyning, fordi kvinderne på Falster ligeledes broderede hvide bunde ovenpå stoffet.
Udtrykket i falstersyning er dog anderledes, da det bl.a. karakteriseres ved, at stoffet brydes af prenede huller. Således vidner denne beskrivelse mere om et ønske i datiden om at kunne placere broderiet i en dansk tradition.
Damasksyning overlapper med det, vi kalder broderede kniplinger, idet sammentrækssyning går ind under begge betegnelser. Herhjemme findes mange smukke eksempler på dragtdele, børnetøj og ikke mindst læreklude, hvor man tydeligt kan se, at danske piger lærte at sy de bunde, der indgår i damasksyning. Sandsynligvis lærte de at sy bundene som en del af grundlæggende linnedsyning. Mange sting og teknikker er brugt i damasksyning, heriblandt piquésyning, fladsyning, sammentrækssyning og tællesyning. De mange bunde i blomsterne og bladene bliver udfyldt med tællesyning. Motiverne er fulde af geometriske repetitioner og mønstre, der synes at stamme fra den mauriske motivverden. Disse motiver finder vi også i sortsyning/blackwork.
