Falstersyning

(1825-1840) se damasksyning Falstersyning er en hvidsyningsteknik, der stammer fra øen Falster. Den broderes med hvid hørtråd, på hvidt hørlærred. I modsætning til hedeboegnens hvide syninger, er der ikke trukket tråde ud i stoffet og derfor siger man også om falstersyningen, at man ”syr på helt lærred”. Alt broderi bliver lavet oven på stoffet. Teknikken består af flere forskellige sting. Prenede huller og snørehuller, der er det mest karakteristiske ved teknikken. Derudover bruges der kontursting, fladsyning, heksesting med slyngninger, samt to slags bunde, en tungestingsbund og en flettet bund og knuder. Motiverne er blomster og blade med mange cirkelslag, der placeres i geometriske mønstre. De er meget små og tætte og det er nødvendigt at bruge en syramme, for at få et smukt resultat. Broderierne er syet på lagner, skjorter, særke, oplod og hvide tørklæder. Broderiet blev placeret på skulderstykker og ved håndlinning. I falstersyningen var der ikke broderi på kraverne, som i hedebosyningen.

Image
Image
Ærmelinning falstersyning

Falstersyning dækker over en motivverden der blomstrede op, på Falster, og i løbet af små 30 år skabte ikke blot mode på Falster, men også i resten af Danmark, måske især i hovedstaden, ved at være et særkende for egnen. Falstersyning i sig selv er lidt ældre end den mode den tit forbindes med (midten af 1800-tallet), det opstod nok snarere i midten af 1700-tallet og var karakteristisk ved at efterligne de vævede brokadestoffer og de europæiske silkebroderier der var meget udbredte på daværende tidspunkt. Denne broderiform hedder også Damasksyning, og er kendt sådan i andre lande. Men til forskel for tekstilerne fra Europa, oftest Frankrig, var de ikke af silke, men syet med hørtråd på en bund af hørlærred. Mønstrene breder sig over store dele af grunden, og var ofte en blanding af geometriske mønstre og planteornamentik. Da moden var størst, midt 1800-tallet, blev de mere stiliserede blomstermotiver på mange skiftende bunde mere enerådende. Blomsternes og bundenes kanter var enkle og tydelige, syet med forsting men også med nedlagt syning, også kendt fra Guldbroderi.

Image
Flettet bundsyning i falstersyning

Til forskel for mange af de efterfølgende hvidsyningsteknikker syes Falstersyning ’på hel grund’, da man ikke trækker tråde ud af stoffet. Dog er der prenede, syede huller i mønstrene. Mange af stingene fra hvidsyning går igen; flad- og tællesyning, kontursting, forsting, kædesting, tungesting, knuder og dronningesting. Mønsterdelene blev tegnet på papir og klippet ud og kunne så rykkes rundt så man på den måde kunne sammensætte dem og fylde grunden ud. Vi kender det særligt fra skuldertørklæder og særke, altså lange skjorter.

Image
1. Tungestingbund
Image
2. Tungestingsbund
Image
3. Tungestingbund
Image
De mange prenede huller er det karakteristiske ved falstersyning
Litteraturhenvisninger
  1. Berlingskes Haandarbejdsbog bind 1 side 216
  2. Bondesyninger på lærred , Gudrund Andresen
  3. Petersen, Bonniers.

Sprog

DK
Falstersyning, Damasksyning