Allerede fra omkring 1600-tallet syede man reliefvirkning ind i broderierne ved at trække tykke tråde ind mellem broderiets to lag stof. Teknikken findes derfor også omtalt som italiensk snorequilt, som er en mere direkte beskrivelse af teknikken. I 1700-tallet blev piquerede arbejder også kendt som stukne arbejder – også et beskrivende ord for arbejdet bag. Stukne skørter blev blandt andet syet i Italien og i England, hvor store industrier opstod, og eksporteret til hele den vestlige overklasse. Teknikken var inspireret af de quiltede dragter, man importerede fra Persien og Kina. De stukne skørter var kraftige, varme og rigt dekoreret og blev fx brugt som hjemmetøj.

Piqué er desuden et fransk ord for syning, så på engelsk og i udlandet kendes syningen som piqué de Marseille eller som boutis. Ordet boutis bruges generelt om tekstiler i piquésyning, og mere specifikt om et quiltet sengetæppe. Oprindeligt menes navnet boutis at stamme enten fra den nål af buksbom (buis) med to øjer, som anvendtes i udførelsen, eller fra verbet bouter som bl.a. betyder ‘at skubbe’, fordi man har skubbet trådene ind mellem to lag stof. Således er navnet overstået på baggrund af selve teknikken, eller det anvendte værktøj –som det ofte sker inden for håndværk.