Piquésyning er en form for reliefsyning, der er karakteristisk ved, at man quilter motiverne frem. Man syer gennem to lag stof, hørlærred eller kipervævet bomuldsstof, og danner ophøjede former ved at trække en tyk tråd ind mellem stoflagene. Det giver en reliefeffekt langs med motivernes kanter, fx i stængler og mindre blomsterblade. De afgrænsede motiver udfyldes typisk med franske knuder, sammentrækssyning og forskellige bunde.
Piquésyning hører til under teknikken damasksyning, og motiverne kendes fra andre hvide broderier i det 17. og 18. århundrede: store blomster med tæt udfyldte bunde som kronblade. Piquésyning syes som udgangspunkt hvidt i hvidt.