Emma Gad (1852-1921) var forfatter, dramatiker og en af landets mest prominente kvinder i sin samtid. Hun er samtidig med det, der inden for litteraturen kaldes det moderne gennembrud – og denne modernitet gjorde sig ikke kun gældende i litteraturen, da den naturligvis fandt sit afsæt i den omkringliggende verden. Efter romantikken, hvor både mennesket og naturen blev fremstillet som noget guddommeligt og beåndet i malerkunsten og i litteraturen, blev man omkring 1870'erne optaget af et mere naturvidenskabeligt syn på verden. Man blev optaget af menneskets arv og miljø, og det kan måske bedst beskrives som, at man trådte ud af en romantisk skov og ind i den virkelige verden. Kimen til den velfærd, det menneskesyn og den politik, både i praksis og i ånd, vi kender i dag, bliver i mindre eller større grad lagt i denne periode.
Lidt over Midten af det nittende Aarhundrede begyndte et andet Livssyn at gøre sig gældende — ganske — ganske smaat. Hvor kom Lysskæret fra? Var det fra Amerika, fra Norge, fra England? Man kan ikke sige det. Ilden har vel længe ligget og ulmet ved Grunden af Samfundsbygningen, og med eet slog Kvindernes Fordring om Ligestilling med Mændene ud i lys Lue — slog ud allevegne. Saa stærkt og bevidst var deres Krav til Ret og Billighed, at de hidtil lukkede Porte i Løbet af et forholdsvis kort Spand af Aar aabnedes paa vid Gab for dem.”
Således opsummerede Emma Gad i 1912 det forrige århundredes forandring. Hun havde selv stået klar, da portene åbnedes og, kapabel som hun var, skubbet til de tunge døre ved en hver given lejlighed. Det lå i tiden at stifte en forening for at fremme en sag, og med hendes satiriske blik kombineret med hendes skarpe pen gik hun til kamp mod tidens samfundsmæssige benspænd. Antallet af kronikker, artikler og kommentarer, der findes fra hendes hånd, er svimlende højt, antallet af opførte skuespil ligeså. Derudover kommer foreningsarbejdet, hvor hun satte ind der, hvor hun mente, at en bedre tilværelse, en ændring i adfærd og en generel forbedring i arbejdsmæssige såvel som sociale vilkår var tiltrængt. Hendes videre beskrivelse af tidens forandringer lyder således:
“Dog, det allerførste, der var at foretage for at gøre Kvinderne egnede til det større Virkeomraade, der nu laa foran dem som et forjættet Land, det var at sørge for, at de lærte noget mere, end foregaaende Tidsaldre havde ment det nødvendigt. Pigeskolen gennemgik en Udvikling, der næsten maa kaldes en Revolution. Fagskoler oprettedes til den særlige Uddannelse, og politiske og praktisk anlagte Foreninger stiftedes til fælles Belæring og Fremskridt. Resultatet blev, at Universiteterne bød Kvinderne velkomne, og Udviklingen gik i forholdsvis faa Aar fremad med en saa rivende Fart, at Borgerraadene i forskellige Lande nu har optaget dem som Repræsentanter for de kvindelige Interesser som en Forberedelse til Opfyldelsen af det store brændende Ønske: Den politiske Valgret, som næppe lader længe vente paa sig.”
Det var denne udvikling mod “fælles belæring og fremskridt”, Gad selv havde taget stor del i. I november 1900 stiftede Emma Gad, sammen med en håndfuld kvinder fra den også nyligt stiftede Damernes Formiddagsklub, foreningen Damernes Kunstflidsforening, der ikke længe efter skiftede navn til Dansk Kunstflidsforening – til smagens forædling. Foreningen var et initiativ, der byggede videre på ideerne affødt i anledningen af Kvindernes Udstilling i 1895. Tanken var, at Kunstflidsforeningen skulle være en del af de virksomheder, der skulle have til huse i Kvindernes Bygning, men opførelsen af denne trak ud, så man besluttede at stifte foreningen og påbegynde arbejdet.
Kunstflidsforeningens formål var, i korte træk, at fremme den gode smag, at gøre husflid til kunstflid via uddannelse og at give kvinder mulighed for en biindkomst ved at skabe gode muligheder for afsætning af deres arbejde. Overalt i landet kom der filialer af foreningen med kurser og udsalg. Der blev udbudt kurser i alle håndværk inden for kunstindustrien – og i den forbindelse blev hedebosyning fremhævet som noget særligt dansk, der både viste en stolt og rig tradition, samt en kulturarv der skulle værnes om.
Mange strømninger flød sammen omkring århundredeskiftet: Den bratte opvågning fra romantikken, der med videnskabeligt fokus undersøgte samfundets skyggesider, og med guldalderens “hvad udad tabes, skal indad vindes”-ånd i ryggen, ønskede at værne om det særligt danske og løfte hele befolkningen mod et bedre sted. Verdensudstillingerne fremviste år efter år det ypperste inden for kunsthåndværk, teknologi, videnskab etc., og Danmark målte sig selv op mod sine søsterlande. I England opstod Arts and Crafts-bevægelsen, der også herhjemme pustede til ulmende debatter om det gode håndværk, den gode smag og håndens arbejde. Oven i dette stiftedes Dansk Kvindesamfund, og den gryende kvindesagskamp begyndte at tage form.
“Det har været vort Slægtled givet at se Kvinderne udvikle sig til Borgerinder, og det er maaske det lykkeligste og det største, vi har set.”
Emma Gad.