Baldyring var bygget op omkring store centrerede figurer bestående af klare grunde. Disse figurer var ofte placeret midt i eller langs kanten af arbejdet som en bort. De klare grunde følger trådenes retning, men de er mere åbne end hvidsømmens, da flere tråde trækkes ud. Det er dog fortsat trådene i stoffet, der danner grundens net, og derfor bliver udtrykket i de klare grunde geometrisk – som en hel masse kvadrater sat sammen og udfyldt på forskellig vis, gerne med en form for symmetri eller gentagelse. Over de tilbageblevne tråde syedes stolpesting, også kaldet “at stolpe tøjet”, og de firkantede huller blev udfyldt med kniplingssyning, hovedsageligt udført med knaphulssting.

Baldyring blev brugt til udsmykning af knæduge, håndklæder, stolpestykker, mellemværk på pudevår samt skjorte- og særkekraver. Baldyring forekommer også i amagersyning, hvor den syes uden blade og kaldes dobbeltudskårs.

Baldyring syes på hørlærred med hørtråd, hvidt i hvidt oprindeligt. Mod midten af 1800-tallet bliver købt bomuldstråd mere almindeligt som broderitråd grundet opfindelsen af bomuldsspindemaskinen i 1769. Råbomuld blev fragtet til Europa og spundet maskinelt. Bomuldskjoler blev højeste mode, og også det hvide dragttilbehør blev nu syet i bomuld: kraver, tørklæder, manchetter, underærmer og undertøj – alle fint broderet med forskellige former for hvidsyning i et lidt tykt bomuldsgarn. Fladsyning, kædesting eller tamburering og kontursyning var blandt de foretrukne teknikker. Bomuld var lettere at arbejde med, derfor blev det brugt til blade syet i fladsyning og kunne fint kombineres med hørren.