Navneklude | Broderihåndbogen

Navneklude

En navneklud er en prøveklud, altså et stykke stof som unge piger brugte til at øve deres broderifærdigheder, før de påbegyndte det egentlige arbejde med et sytøj. Det engelske ord for navneklud er sampler, og der skal ikke mange søgninger til, før man fornemmer, hvor stort og veludforsket dette område er. Det engelske ord sampler dækker over både prøveklude i den ovennævnte forstand, et lille prøvesytøj for unge kvinder, men også over prøvelapper lavet af værksteder, der forud for fremstilling af tekstiler, opsyede prøver på teknikker, mønstre og farvekombinationer for at kunne sende eksempler ud til deres kunder. Disse blev samlet i mønsterbøger.

Adam, Eva og englen Gabriel med sværdet. fra Haandarebjdets Fremmes studiesamling

Adam, Eva og englen Gabriel med sværdet. fra Haandarbejdets Fremmes studiesamling

Navnekludens historie er både meget ligetil og meget overvældende på en gang. Der er bevaret navneklude helt tilbage fra 1400-tallet, og der findes navneklude fra mange forskellige egne og lande. Fordi de er syet gennem så mange århundreder og i alle dele af alle lande, bliver lokale moder og den udøvendes personlighed fremtrædende. Navneklude er således en form for socialhistorie, der kan minde om at finde en side fra en dagbog. Man kan se en navneklud som en lille personlig hilsen gennem tid. Den fortæller om hvilke motiver og symboler, der havde betydning for det område navnekluden stammer fra, den fortæller om samfundets generelle æstetik, om traditioner og kutymer – og den fortæller os noget den person, der har syet den.

På museerne herhjemme findes flest bevarede navneklude fra den vestlige verden. Fra slutningen af 1800-tallet og frem lavedes navneklude ikke i samme omfang, og bevarede prøveklude fra denne periode er enten schweizerklude, eller noget der minder om disse, fx stoppeklude. En stoppeklud er en prøveklud med det formål at øve stopning af vævede tekstiler, altså lappe et hul ved at imitere vævningen. Schweizerklude blev udført i uddannelsessammenhæng og havde ikke det samme formål som navneklude, der i større grad havde til formål at danne end at uddanne.

Navnekluden er således hovedsageligt en kilde til overklassens kvindeliv, hvor de var en del af et dannelsesideal; en form for visitkort, der synliggjorde den unge dames færdigheder. Særligt i 1800-tallet stod dette dannelsesideal stærkt: En dannet kvinde skulle kunne lidt af alt: spille lidt, synge lidt, tegne lidt og brodere lidt. Et kvindesyn, der er levende beskrevet fx af forfattere som Jane Austen.

Omvendt var navnekluden også det sted, hvor den enkelte kvinde kunne udfolde sig individuelt og udtrykke sin personlighed. Kvinder blev generelt ikke optaget på kunstakademiet eller betragtet som seriøse kunstnere før meget sent i historien. I Danmark bliver den første kunstskole for kvinder oprettet i 1888. For mange kvinders vedkommende var det således i broderiet, at de kunne få afløb for deres kreativitet. Også derfor er navneklude helt særlige, for trods mængden af bevarede navneklude findes der ikke to ens. Flere elementer går igen, såsom alfabetet, en talrække, navn og årstal. Der synes at have været lokale moder for bestemte motiver, fx et hus, et træ, et springvand, dyr eller et forelsket par, Adam og Eva. Senere i kvindernes rigtige sytøj, de små tasker, punge og puder, synes de unge kvinder at følge moden mere strikt, men måske havde de stadig en vis mængde kunstnerisk frihed i navnekludene?