På schweizerkludene blev der øvet venetiansk broderi, hulsømme, hardangersyning, syning af monogrammer dvs. navnesyning til brug på linned og fladsyning efter mønster. Linnedsyning brugte man til at sy undertøj, både til børn og voksne, dvs. underskørter, underliv (en slags underbluse), benklæder, skjorter – og dertil sengetøj og dækketøj (duge og servietter). Linnedsyning bestod derudover af en række forskellige sømme, fx sammensyning med stikkesting eller bagsting, slidser, knaphuller, isætning af ærmer og forskellige lukninger. På nogle schweizerklude er der også eksempler på forskellige rynketeknikker.

Prøveklude lig schweizerkludene er sandsynligvis blevet lavet fra midten af 1800-tallet i forbindelse med overlevering af færdigheder og privat håndarbejdsundervisning, men schweizerkluden, som vi ser dem på billederne her, med sit karakteristiske lange udseende dateres til 1899 og derefter, da en ny skolelov gjorde håndarbejde til et obligatorisk fag i folkeskolen. Faget hed kvindelig gerning, og underviseren, altid en kvinde, underviste klassens unge piger ud fra pædagogiske principper, der i al sin enkelhed gik ud på, at eleverne skulle lære og afprøve teknikker på et prøvestykke, før de syede på et faktisk sytøj.

Pædagogikken kendes også som den schallenfeldske metode, da det var en tysk lærer, Rosalie Schallenfeld, der først formulerede argumenterne for, at håndarbejde skulle være obligatorisk i skolerne, og siden skrev vejledende undervisningsmateriale. Da metoden kom til Danmark via Schweiz, fik prøvekludene meget oplagt navnet schweizerklude. Både strik og hækling var desuden også en obligatorisk del af undervisningen.

Kludene blev syet på hørlærred med hvid hørtråd og suppleret med bomuldstråd i rød og blå. Senere blev bomuldslærred mere almindeligt. Schweizerkludene havde omtrent samme bredde, ca. 20 cm, men længden kunne variere meget. Schweizerklude kunne bestå af et enkelt syet stykke, men oftere bestod de af flere, der blev syet sammen efter hinanden, og de kunne derfor blive meget lange – alt efter elevens flid og måske også alt efter lærerens krav. De blev således det håndgribelige resultat af flere års håndarbejdsundervisning, og omfanget af afprøvede teknikker var ved århundredeskiftet rigt. Broderiteknikkerne inkluderede syning af forskellige borter; nogle smalle, andre brede – og tilrettelæggelsen af arbejdet var også en del af det pædagogiske princip. Eleven, pigen, lærte således at bedømme og beregne materialet og projektet – samt selv at påbegynde arbejdet.

Op gennem 1800-tallet var den schweiziske tekstilindustri stødt voksende og en af Europas største. Det var især husholdningstekstiler, men også dekoration til tøj, der blev produceret, og industrien blev en konkurrent til husholdningstekstiler lavet, repareret og dekoreret i hånden. Med den voksende industrialisering af tekstilindustrien og maskiners gradvise overtagelse af håndarbejde til tøj og bolig, opstod en modbevægelse, der med afsæt i William Morris og Arts and Crafts-bevægelsens ideer kæmpede for at bevare håndens og åndens arbejde. Det var en ideologisk kamp, en kunstindustrifejde, der optog både den videnskabelige, kunstneriske og kulturelle elite i perioden 1870-1945.

Kigger vi på bevarede schweizerklude over tid, kan undervisningsbrugen og den industrielle revolution aflæses ret tydeligt i kraft af de teknikker, der optræder på dem. Den voksende tekstilindustri ændrede løbende vores opfattelse af tekstilvarer ved at masseproducere fx husholdningstekstiler til lavere og lavere priser, så det ikke længere kunne betale sig at lave dem selv. Nødvendigheden bliver mindre påtrængende, og med skolefaget opstår også en vis ensretning i de teknikker eleverne lærer.

Teknikkerne på schweizerkludene bliver op gennem 1900-tallet således gradvis skiftet ud, fx reperationsteknikker med dekorationsteknikker. De mere komplicerede og langsommelige teknikker skiftes ligeledes ud med de lettere og hurtigere. Dels er moden skiftet, dels opstår der et overleveringshul i traditionerne i første del af 1900-tallet. Det skyldes dels at mange menneskers liv forandrer sig omkring århundredeskiftet. Flere og flere flytter til byen, arbejder på fabrikker og i butikker, bor i brokvarterer og holder ikke hus på samme måde som tidligere. Borgerlige idealer vokser frem og med dem et ændret kvindesyn – som kun forstærkes frem gennem 1900-tallet – et kvindesyn, der kulminerer i 70’ernes frigørelsesbevægelse, hvor broderiet kommer til at repræsentere et forældet kvindesyn. Derudover skyldes tabet af vores broderitradition de to verdenskrige, der deler 1900-tallet i et før og efter. Nødvendigheden af reparations- og omsyningsteknikker var ganske vist voksende i tiden under 2. verdenskrig, man ønskede stadig at følge moden, men det muliges kunst herskede, da der var rationering på mange materialer, og de fleste også var økonomisk pressede. Moden i Danmark bar stort præg af knaphed og kreativitet i årene under besættelsen, men krigsmoden og alle disse omsyninger fik efterfølgende, for de generationer der levede gennem krigene, smag af fattigdom og mangel.