Venetiansk broderi er en senere broderiteknik der efterlignede de syede venetianske kniplinger. Det dannes af tætte lærredsmønsterfigurer kantet med knapshulssting. Det venetianske broderi stammer fra Irland omkring år 1820, hvor det blev anvendt hovedsageligt til alterduge. Udtrykket bærer således præg at man skulle se mønstrene på lang afstand. I BH nævnes det at en håndarbejdsbog fra 1879 beskriver at “i Venetiansk broderi er alt lærred inde i figurerne bortklippet og erstattet med kniplingsgrunde, mens broderi hvor lærredet står i figurerne benævnes Guipure Richelieu.”
Men, hvad der betegnes som Guipure, har ændret sig meget gennem årene. Oprindeligt betyder det ‘overspinde’ eller ‘omvikle’, dvs en tråd der består af en sjæl, en kerne, af enten tykt garn eller pergamentstrimler, der er overspundne med guld, sølv eller silke. En guipure-knipling var således middelalderens ord for guldbroderi. Og Guipure bruges stadig i guldbroderi i forbindelse med sprængning og i forbindelse med possementsarbejde.
Senere blev Guipure-kniplinger ordet for stormønstrede ugeometriske kniplinger uden bund, men med tremmer (fletninger) som blev syet samtidig med mønstret opstod, og forbinder blomster, blade og ornamenter.
Endvidere bruges guipure også om de tidlige italienske og flamske båndkniplinger. Derfor bruges Guipure idag til at prøve at definere forskellige kniplingsarter, man skelner således mellem kniplinger hvori en guipure snor er indkniplet, og kniplinger uden. Dertil definerer man guipure-kniplinger som kniplinger hvor; - mønstrene har reliefknopper og blade ovenpå lærredet.
- båndkniplinger med indkniplet guipure-snor og forbundet med stave
- broderede net, eller det man kaldte filerede net, med forskellig kniplingssyning ovenpå
- irsk hækling, eller hæklede kniplinger går også under betegnelsen guipure; det gælder hæklinger mønsterfigurerne hækles over en tyk tråd og forbindes med både fine og grove, regelmæssige og uregelmæssige grunde (stave).