Elna Mygdal (1868 - 1940) var tegner, tekstilekspert og museumsinspektør. I 1919 bliver Elna Mygdal ansat som Danmarks første kvindelige museumsinspektør på det dengang eksisterende Dansk Folkemuseum, hvis samling i dag hører under Nationalmuseet. Forud for sin ansættelse havde hun på eget initiativ foretaget en indsamling af folkelige dragter og huslige tekstiler. I forbindelse med indsamlingen, havde hun foretaget undersøgelser i samarbejde med museet, og efter sin ansættelse fik hun mulighed for at sætte disse undersøgelser i system. Hun udgav flere dragtbeskrivelser, og hendes arbejde fik stor betydning for den viden, vi har om folkedragter og -tekstiler i dag.
Omkring 1907 stiftedes Selskabet for Hedebosyningens Fremme på initiativ af arkitekt Martin Nyrop. Nyrop står bag Københavns Rådhus, og han viste blandt andet sin begejstring for hedebosyning ved at overføre broderiernes motiver til vægge og lofter. Til sine elever på arkitektskolen udtalte han følgende i 1911:
“Den hvide Synings Omrids af Blomster og Blade i Kædesting og Udfyldning er af Hørgarn og forbinder sig med Lærredet, saaledes at Stykket efterhaanden for hver hvid Vask bliver mere og mere en Helhed og smukkere og smukkere […] Det er de danske Bønders Skønhedssans som man lærer at kende, deres Opfindsomhed og Flid – og i de gode Ting – deres Regelbundethed, deres Hensyn til Materialet.”1
Udtalelsen er helt i tråd med det syn på folkebroderi, der i lige så høj grad handler om folkeånden som om selve arbejdet, som Elna Mygdal beskriver nogle år før, i 1909, i et foredrag holdt i Selskabet for Hedebosyningens Fremme: “Syningen har fra gamle Dage været drevet med en umådelig Iver og Flid; ethvert Øjeblik, der kunde spares fra andre Sysler, blev anvendt til Sytøjet, ja ofte gik dette endog forud for Husets øvrige Arbejde.”2
Selskabet for Hedebosyningens Fremme blev stiftet blot en håndfuld år efter Dansk Kunstflidsforening og havde som dette et flersidigt formål. Dyrkningen af håndarbejdet havde ikke kun udsmykning for øje, det var en sag; en samfundssag, en kvindesag, en kunstindustriel sag. Det lød således med selskabets egne ord:
“Selskabet for Hedebosyningens Fremme. Formaalet er, med Forbilleder fra gammel dansk Husflid, hvoraf Selskabet ejer en værdifuld Samling, og med Nutidens Krav for Øje:
- At fremstille Mønstre og kvindelige Haandarbejder i Hedebosyning, Guld- og Sølvbroderier m.m.
- om muligt hæve Arbejdets Kvalitet
- og at øge Afsætningsmulighederne.”3
Elna Mygdal afslutter sit foredrag i 1909 med at bede alle de tilstedeværende om hjælp med at få dette arbejde til at lykkes, “[...] saa vil Selskabet ikke komme til at leve sit Liv forgæves, men løse en smuk og en national Opgave.”
