Dette sting syes i syramme. Der findes forskellige flettede båndsting, se også under Van Dyck-sting og ceylonsting. De har alle har været anvendt i engelske 16- og 1700-talsbroderier. De blev brugt i de kulørte silkebroderier, i metalbroderi og i sortsyning. Dette sting kan syes med en guldtråd eller en grov fastsnoet tråd i et ikke for tætvævet stof. Stinget er ret vanskeligt at udføre og kræver en del øvelse. Det kan syes fra venstre mod højre eller oppefra og ned mod en selv. I stingtegningerne er løkkerne tegnet lange for tydelighedens skyld. De bør syes noget mindre, og med øvelse finder man den rette fasthed på stingene.
Vejledning
Stinget syes fra venstre mod højre og i en syramme. Flettet båndsyning syes med metaltråd eller en fastsnoet snor.
- Tråden lægges i en løkke, med nålen tages et lodret sting, og der dannes det første kryds på tråden.
- Næste sting tages under det først kryds og over resten af tråden uden at komme ned i stoffets tråde. Den løkke, som tråden danner, skal lægges opefter som pilen angiver, løkken skal være ret løs.
- I det tredje sting stikkes nålen oppefra og ind i de sidste to løkker, men denne gang ned i stoffet, og derefter lodret op ind i den sidste løkke lige inden for den yderste tråd. Her lægges løkken nedefter, se pilens retning (fig. 3).
- Fig. 4 er en gentagelse af fig. 2. Vær opmærksom på, at den løse, arbejdende tråd hele tiden lægges bagfra frem under nålen, og at løkkerne skal være tilpas løse. Det er også vigtigt hele tiden at justere løkkerne rigtigt på plads, hver gang et nyt sting er syet. Hvert andet sting tager man under de krydsende tråde, og hvert andet sting tager man igennem stoffet. Det er vigtigt at disse sting hele tiden er lige store.
Kategori
Periode
Reference
Forfatter
Litteraturhenvisninger
- Berlingske Haandarbejdsbog, bind 1. 1950
Sprog
DK
Flettede båndsting
GB
Plaited braid stitch