Med kunstbroderi kan der menes to ting: Termen bruges først og fremmest om broderier, hvor man med små sting, som penselstrøg, så at sige har malet et motiv frem med uld eller silke. Den anden betydning handler om en bestemt motivverden i en bestemt tidsperiode og uddybes nedenfor. I det, der kan kaldes den generelle betydning, har man med broderi på tekstil efterlignet det malede billede med dets dyr, planter og mennesker samt allegoriske motiver. Det er en teknik eller et udtryk, der har været kendt i århundreder, og der findes stadig eksempler på mange hundrede år gamle kirkelige tekstiler, hvor helgeners ansigt, hænder og draperede beklædning er udført i kunstbroderi blandet med guldbroderi. Ligeledes findes det på antependier, messehagler og korkapper. Kunstbroderi har også været brugt til udsmykning af dragter; gejstlige såvel som verdslige beklædningsgenstande har været udsmykket med kunstbroderi.
Det er især de kongelige og adelige dragter samt dertilhørende garderobetilbehør som punge og tasker fra 17- og 1800-tallet, vi ser i museernes samlinger i dag. Disse genstande var meget værdifulde og blev passet godt på. Var en jakke eller en kjole gået i stykker eller ikke længere brugbar, blev tekstilerne sendt videre og genbrugt. Silkebånd blev til kantebånd, og små stykker af silkevævede stoffer og broderier blev klippet ud og syet om. Mange dåbskjoler, dåbshuer og løjerter (et svøb til nyfødte, man brugte i forbindelse med dåb) er således sammensat af de aflagte kostbare klæder – som var de små patchwork-værker udgjort af forrige tiders mode.
Kunstbroderiets motivverden har fulgt andre kunstformers stilperioder på samme måde, som mode generelt har gjort det. På den måde har broderi været den fysiske manifestation af og direkte udtryk for det, der fyldte i samtaler, stemninger og tanker i en given tid. Fra kulturelle epicentre er tanker og retninger opstået og har bredt sig over landegrænser. På vejen har hvert folk, hver egn taget det til sig, som tiltalte dem, har påvirket det og givet det sit særegne udtryk. Således havde nationalromantikken, som i dansk malerkunst er bedst kendt som guldalderen, også et tekstilt udtryk.
Den anden retning, eller den anden forståelse af kunstbroderi, er den tradition, der opstod sidst i 1800-tallet, og som Georgia Skovgaard (1828-1868), gift med maleren P. C. Skovgaard, tilskrives at være grundlæggeren af. Interessant nok synes vores foregangskvinder, forfatterne af Berlingske Haandarbejdsbog, ikke at den herefter beskrevne anden retning kvalificerede sig som kunstbroderi – A. B. (Håndarbejdslærerinde Agnete Bech) skriver: “Derefter følger en Art Broderi, som ganske fejlagtigt kaldes Kunstbroderi, hvor man broderede Blomster og Landskaber efter farvetrykte Studier.” I denne tradition forstås kunstbroderi som et selvstændigt kunstnerisk udtryk. Kvinder var ikke tilladt adgang til Københavns Kunstakademi før 1888 (hvor maleren Johanne Krebs blev første inspektrice på Den med Kunstakademiets forbundne Kunstskole for Kvinder), og for en kvinde med stor kunstnerisk sans og evne var tegning og broderi en anerkendt og mulig måde at bruge sine talenter på.
Forud for Georgia og P.C. Skovgaards bryllup i 1851 tegnede P. C. Skovgaard et blomstermotiv af vilde markblomster og kaprifolier, hentet direkte fra naturen, til hendes brudeslør. Sammen med veninder broderede Georgia motiverne på tyl. Georgias blik for naturen og hendes broderistil dannede skole, og som der var tradition for hos malerne, havde Georgia også elever: kunstnerdøtrene Kristiane Konstantin Hansen og Johanne Bindesbøll. Sammen syede de omkring 1862-63 fire faner til studenterforeningerne ved de nordiske universiteter efter tegninger af Constantin Hansen. Senere fra 1873-1903 havde Kristiane og Johanne en broderiforretning kaldet Boden, med det formål at videreføre traditionen for en naturalistisk gengivelse af flora og fauna i broderi. Flere af tidens kunstnere bidrog med forlæg, der kunne købes i Boden.